IT-camp for piger på DTU: Tre dage med fokus på fremtidens teknologier, matematik og piger i IT

DTU inviterer piger fra alle landets gymnasier og nybagte studenter i deres sabbatår til DTU’s IT-camp. Det er matematik, når det er rigtig sjovt, og det er en unik chance for at lære mere om de IT-teknologier, der kommer til at forme fremtidens samfund.

Går du i eller er du lige blevet færdig med gymnasiet, og kan du lide matematik? Og kunne du godt tænke dig at se, hvordan man bruger matematik og logik i programmering? Den samme programmering, som styrer alt fra selvkørende biler til Googles reklamebannere? Så er IT-camp for piger noget for dig!

IT-camp for piger på DTU byder på tre sjove dage, hvor du lærer om IT, kunstig intelligens, programmering og meget mere. Vi sætter samtidig fokus på, hvorfor IT-verdenen i høj grad også er for piger, når du får mulighed for at møde kvindelige studerende og kvindelige erhvervsprofiler fra IT-verdenen.

Studerende og førende forskere
Camp’en har fokus på at bruge matematik, programmering og logik til at løse problemer og få ting til at ske i den virkelige verden.

Du kommer også til at møde studerende fra DTU, som brænder for deres fag og som følger dig gennem de tre dage. Men de har inviteret nogle af Danmarks førende IT-forskere og formidlere til at forklare og fortælle om det, de brænder for på en underholdende og oplysende måde.

Vi krydrer det hele med Robozzle, Hjerneløb og masser af hyggelige fællesaktiviteter.